skip to Main Content

Fest for filterkaffen

Kaffe + fest. Når de to ord bliver sat sammen til ’kaffefest’ kan det kun betyde noget ekstraordinært. Danish Coffee Fest 6. november levede op til disse forventninger med masser af kaffenetværk og to kaffemesterskaber; Batch Brew Championship 2021 og en Oatly Throwdown-konkurrence.

Det krævede ingen GPS eller store skilte at finde frem til Danish Coffee Fest den 6. november. Allerede et par husnumre før eventens adresse hos ’Flere Fugle’ i DemokratiGaragen i det københavnske nordvestkvarter var duften af friskkværnet kaffe vejviser nok. Så snart man var drejet ind i baggården, blev alle sanser bombarderet med alt, hvad der tilhører kaffeuniverset; kaffebønner, kaffemaskiner, kaffevægte, kaffesmagsprøver og masser af snak om kaffe. Her var det tilladt højlydt at slubre kaffe i sig som en sommelier og at bruge ord som ’fersken’ og ’appelsin’ om kaffesmagen.

Danish Coffee Fest er en udspringer af Danish Coffee Festival, som er blevet afholdt årligt siden 2018 på Marketenderiet, og hvor flere hundrede kaffe-aficionados er samlet. Der blev serveret himmelske kaffesmagsprøver af kaffebranchens største personligheder og dystet i forskellige kaffebrygningskonkurrencer. Arrangøren bag Danish Coffee Festival og Danish Coffee Fest er Specialty Coffee Association (SCA Denmark), som en medlemsbaseret nonprofit-organisation, der repræsenterer tusindvis af kaffeproducenter og baristaer over hele verden.
Christian Juul Andersen, formand for SCA Chapter Denmark forklarer:
Specialty Coffee Association fungerer som en samlende kraft inden for specialkaffeindustrien, og vi vil gerne skabe et stort netværk af ligesindede fagfolk ved afholdelse af kaffeevents og kaffemesterskaber. Vi er funderet på åbenhed og rummelighed og værdsætter vigtigheden af at dele viden”.

Som medlem af SCA får man adgang til at deltage i lokale begivenheder og aktiviteter og kan være med til at arbejde for at skabe gennemsigtighed i alle kaffeproduktionens led.
Vi mener det er essentielt, at specialkaffe dyrkes og produceres under reelle forhold. Vi værdsætter vigtigheden af ​​lokal viden og mener, at vi gennem vores arrangementer, uddannelse og forskning kan give alle i kaffebranchen en stemme, så vi kan få en bæredygtig fremtid for kaffe”, forklarer Christian Juul Andersen.

Det var første gang, Danish Coffee Fest blev afholdt. Ideen til kaffefesten opstod, fordi coronaen desværre har umuliggjort en stor festival under acceptable forhold. Meningen med Danish Coffee Fest var dermed, at alle skulle kunne komme helt tæt på kunsten at brygge god specialitetskaffe ved at benytte en for langt de fleste genkendelig brygform, nemlig Moccamaster-kaffemaskinen.

Danish Coffee Fest havde to funktioner; at kåre en vinder i en filterkaffebrygningskonkurrence, Batch Brewer Championship 2021, og at udpege en person, der lavede den flotteste kaffekunst i havremælk – kaldet en Oatly Throwdown. Derudover trængte vi også til en fest efter coronatiden. Den 6. november lykkedes det os så endelig at få samlet alle slags kaffeentusiaster på alle niveauer – amatør-kaffekenderen, den mere hardcore kaffeaficionado og tidligere Danmarks- og verdensmestre under et tag. Til forskel fra vores tidligere større events var dette en mere intim og afslappet event, hvor der var tid til at snakke sammen, have det sjovt og komme helt tæt på deltagerne i konkurrencerne”, siger Christian Juul Andersen.

Farvestrålende maskiner
Centrum for Batch Brew Championship 2021 var et langbord med 10 Moccamaster-kaffemaskiner i alle de karakteristiske farvestrålende Moccamaster-farver. Maskinerne dannede grundlag for hele konkurrencen, fordi Batch Brew Championship 2021 går ud på at brygge specialitetskaffe på en elektrisk kaffemaskine.

Christian Juul Andersen uddyber:”Moccamaster-kaffemaskinen er kendt for at være en elektriske filterkaffemaskine, der kontinuerligt præsterer på et rigtig højt niveau. Men det er ikke nødvendigvis bare at hælde vand og bønner på og så trykke på en knap. Der er virkelig mange små detaljer, der afgør hvilket resultat man kommer frem til. Det er den menneskelige hånd og viden, der tilfører kaffesmagen det helt særlige kendetegn og som kan føre en til vinderpodiet. Alle deltagerne har jo det samme til rådighed, så det kan f.eks. være en forskel på blot 2 gram kaffe, der kan være helt afgørende for resultatet”.

Til Batch Brew Championship 2021 var der i alt 15 deltagere, som dystede i 4 heats og i en finale. Alle fik kaffen Dhilgee Chelbesa fra Etiopien, en kaffe som var importeret fra risteriet Koppi i Sverige, og fik så 15 minutter til at brygge en kande kaffe efter deres egen opskrift. Deltagerne bestemte dermed selv, hvor meget kaffe og vand, der skulle til at brygge den perfekte kop filterkaffe. Kaffen blev herefter bedømt af 3 dommere: Joe Fisher (April Coffee), Krista Alexanderdóttir (Roast Coffee) og Dennis Soo Rahr (Enghave Kaffe).

Læs mere om Moccamaster kaffemaskinen her.

Vinderen af Batch Brew Championship 2021 blev Kristian Lildholdt, som tidligere har vundet Danish Aeropress Championship 2021. Kristian Lildholdt arbejder til daglig som arkitekt og fotograf. Han udtaler:
Det var en sjov og spændende oplevelse at deltage i Danish Batch Brew Championship. Det uformelle format gjorde det til en hyggelig dag, hvor der var en høj grad af vidensdeling, selvom vi samtidig var konkurrenter. Som hjemme-barista var det også en fantastisk mulighed for at møde nogle af landets bedste baristaer, som har inspireret mig, og som jeg ser op til.”


Kristian Lildholdts opskrift til Danmarks bedste filterkaffe
60 g kaffe (mellemgrov formaling)
900 g vand i tanken
760-780 g færdigbrygget kaffe

1.
Læg et hvidt kaffefilter i filterholderen, skyl filteret med varmt vand og fyld vandtanken med 900 g koldt vand.
Lad kanden stå ved siden af din Moccamaster, så drypstoppet er lukket.
2. 00:00
Hæld kaffen i filterholderen, så det ligger jævnt, og tænd for din Moccamaster.
3. 00:20
Rør i kaffen med en teske eller rørepind, indtil al kaffen er vædet.
4. 00:45
Før kanden forsigtig ind på varmepladen i én beslutsom bevægelse.
5. 01:20
Bryd forsigtigt overfladen af kaffen (kaldet ’crust’) i et stjernemønster mod midten.
6. –:—
Når vandbeholderen er tom, røres kaffen én gang langs kanten af filteret.
7. –:—
Omrør kaffen i kanden inden servering.

Mød Kian Hickmann som blev barista-danmarksmester i 2020 her.

En svane i havremælk
Oatly Throwdown-konkurrencen var en festlig og kunstnerisk forestilling, hvor deltagerne konkurrerede om at lave den flotteste kaffekunst med Oatlys Barista Edition. Konkurrencen var et klassisk knockoutformat, hvor deltagerne konkurrerer ’head to head’, hvorefter de tre dommere og en enkelt deltager fra publikum pegede på den de syntes var pænest. Helt i tråd med det lidt uformelle ved traditionelle throwdowns havde deltagerne således ofte en øl i den ene hånd på vej til espressomaskinen.
”Vi havde en fantastisk konkurrence med højt humør, stor kreativitet og lækre drikke. Når man har så stor en opbakning fra nogle af Danmarks bedste baristaer, så ser vi endnu mere frem til at lave flere spændende konkurrencer”, udtaler Anders Lorentzen, Bestyrelsesmedlem for SCA Denmark.

Jôn Axel Sellgren kæmpede sig hele vejen i finalen igennem de mange runder, og vandt med 2 af stemmerne. Ingen kaffe gik undervejs til spilde, da alle de flotte Oatly-kaffer blev brugt til White Russians som en del af Oatlys ’no waste competition’-format til konkurrencen. Man kunne altså lave en flot svane, vinde runden og samtidig gå derfra med en White Russian, som var lavet på den samme kop, man lige have hældt op.


Danish Coffee Fest 2021 blev afholdt 6. november hos Flere Fugle i DemokratiGaragen på Rentemestervej 57 i København. Flere Fugle fungerer til daglig som bageri, bar og bistro og huser forskellige events.

Der var i alt 15 deltagere til Batch Brew Championship 2021, og de var en blanding af amatør-kaffebryggere og professionelle. Mange af deltagerne kendte hinanden i forvejen. Stemningen blandt dem var afslappet, og der blev delt mange tips og tricks om kaffebrygning.

Udover de tre professionelle dommere var der også 5 publikumsdommere til Batch Brew Championship 2021, som smagte på kaffen på lige fod med de andre dommere. Deres afgørelse talte dog ikke med i konkurrencen.

Fotos: Lisbeth Brahe og Nicola Lancietti for SCA Denmark

This Post Has 0 Comments

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Back To Top
Search