skip to Main Content

No bullshit-kaffe

Det skal ikke være kompliceret at brygge og nyde kaffe, mener vinder af Batch Brew Championship 2021 Kristian Lildholdt. Smag Kaffen har mødt den selvudlærte kaffeentusiast, der gennem konkurrencen er blevet overrasket over sine egne kaffeevner.

Jeg har ærlig talt ikke selv vidst om min kaffeviden var gangbar i den verden, hvor de professionelle kaffefolk huserede”. Kristian Lildholdts udtalelse fik sin berettigelse, fordi hans teknik og viden om kaffe var i en sådan særklasse, at han lørdag 6. november 2021 blev kåret som Danmarksmester i at brygge den bedste kop kaffe på en Moccamaster kaffemaskine. Han blev nemlig vinder af Batch Brew Championship 2021 ved Danish Coffee Fest i København, hvor han dystede blandt 14 kaffekyndige. Kristian Lildholdt viste første gang sit kaffetalent i september 2021, da han tog andenpladsen i Danish Aeropress Championship 2021, kun slået af den forsvarende danmarksmester Rasmus Madsen.

Kristian Lildholdt (33 år) er uddannet bygningskonstruktør og arbejder til daglig som driftsleder i et administrationsselskab. Han driver desuden en fotovirksomhed. Men hans hjerte banker for kaffe i alle slags afskygninger, og han elsker at dele ud af sin viden. ”Min dag begynder med en solid cappuccino, for det meste med etiopiske bønner fra Impact Roasters, som jeg kværner på min kværn, der er dedikeret til espressobaseret kaffe. Jeg brygger også gerne større portioner filterkaffe på min Moccamaster-kaffemaskine på kontoret, og den tager jeg med til mine kolleger. Når de ser, at jeg kommer med kanden, lyser de gerne lidt ekstra op. Jeg har også lavet kaffesmagninger for mine kolleger, for de er nemlig nysgerrige efter at lære mere om, hvor kaffen kommer fra, og hvordan man finder frem til sin favoritkaffe. Jeg synes det er rigtigt sjovt, for al den viden jeg har opsamlet gennem tiden, vil jeg så gerne dele ud af og tilbyde, der hvor jeg er”, siger Kristian Lildholdt.

Det er ofte en interesse for gastronomi, der fører mange til at blive kaffeentusiaster, men for Kristian Lildholdt er det mere fascinationen for detaljer og præcision, der har tændt kaffegnisten. Han uddyber: ”Min vej ind til kaffen har ikke været gennem mad. Jeg elsker god mad og laver også okay mad selv, men min interesse for at dykke ned i kaffens store univers har mere været en fascination af elementet med præcision og min store interesse for processer. Jeg kan godt lide de simple elementer, som kaffen repræsenterer; bønner, vand og tid – for selvom der er få elementer, er der rigeligt med detaljer, man kan dykke ned i for at opnå en fantastisk kop kaffe. Det var faktisk min kusine, der i sin tid arbejdede for Søren Stiller i Århus, der fik tændt en kaffegnist i mig. Hun tog mig til nogle nye og ukendte steder for mig, hvor kaffen var i centrum, og jeg blev hurtigt tiltrukket af teknikkerne og håndværket, der ligger bag en god kop kaffe. Da jeg fik anskaffet mig en espressomaskine, satte det virkelig skub i tingene. Det bredte sig til de mange forskellige metoder, man kan brygge filterkaffe med, og pludselig en dag så jeg mig selv stille op til konkurrencer”.

Filterkaffe er ærlig kaffe
Kristian Lildholdts succes tilskriver han selv en blanding af held og ydmyghed. Og den tilgang har også medført, at han har tilegnet sig respekt blandt eksperter i den danske kaffebranche.
Jeg er gået til kaffeuniverset med en stor grad af ydmyghed for håndværket, og jeg er ikke bange for at stille spørgsmål og selv dele ud af min viden. Jeg har nydt at deltage i konkurrencer, hvor der er en casual stemning. Det er konkurrencer, der samtidig er en hyggelig dag med en høj grad af vidensdeling blandt deltagerne, også selvom vi er konkurrenter. Her har jeg samtidigt fået mulighed for at møde nogle af landets bedste baristaer og kafferistere, som jeg ser op til. Det er som om, at hvis man tør sætte sig selv på spil, er der ingen, som er for fine til at dele ud af deres holdninger og viden. Til Batch Brew Championship 2021 i november fik vi først kaffen på selve dagen, og det giver en meget kort tid til at forberede sig inden konkurrencen, hvilket tvang os til at snakke sammen undervejs. Man plejer jo at stå derhjemme og kunne træne, så det vendte op og ned på det hele, at kaffen blev udleveret så sent. Derfor var det måske også en lille smule heldigt, at jeg gik hen og vandt konkurrencen. Men jeg føler, at jeg med mine to flotte titler nu også har vakt opsigt blandt de dygtigste kaffebranchefolk i Danmark. Det er stort”.

Læs om Danish Coffee fest, og se Kristian Lildholdts vinderopskrift her.

Kaffe efter kaffe – efter kaffe – efter kaffe. Hvilken kaffevariant er Kristian Lildholdt så særlig glad for selv? Svaret kommer hurtigt:
Filterkaffe er den bedste kop kaffe for mig. Det er en slags ’no bullshit-kaffe’ for princippet er her det jeg elsker, nemlig at holde kaffebrygningen simpel. Aromaerne får frit spil, og man kan få de små smagsnuancer med, sådan som de er tiltænkt fra risteren og kaffebondens side. Jeg elsker at eksperimentere med en masse forskellige brygmetoder på forskelligt udstyr, men jeg har virkelig fået øjnene op for den klassiske kaffemaskine. Det er det sikre valg, når jeg har gæster, eller når jeg bare vil have en sikker og solid filterkaffe. Blandt klassiske kaffemaskiner skal det uden tvivl være en Moccamaster-maskine. Det er et designikon som vækker minder, den er simpelt konstrueret på et genialt plan, og så kan jeg godt lide tanken om, at den er håndbygget i Holland. Vigtigst af alt er, at jeg kan holde øje med kaffen og røre i den, imens den brygger. Min smag i bønner svinger lidt, men fælles for dem alle er, at de er ristet til den lyse side. Jeg er rigtigt glad for kenyansk og etiopisk kaffe, men jeg er også begyndt at få øjnene op for bønner fra Mellemamerika, fx fra Costa Rica og Guatemala”.

Kristian Lildholdt har i øjeblikket ikke nogen ambition om leve fuldtid af sin kaffepassion, men har det godt med at bevare interessen som en hobby. ”Jeg har et godt arbejdsliv og kunne ikke forestille mig at arbejde som barista, sådan som min hverdag ser ud lige nu. Men jeg vil gerne have tid ved siden af mit nuværende arbejde til at dykke mere ned i kaffevidenskaben og dygtiggøre mig ved at stille op i flere konkurrencer og ikke mindst mødes med flere dygtige folk fra kaffebranchen. Jeg håber også at kunne få muligheden for rejse ud og se en kaffeplantage med egne øjne og lære om de processer, som påvirker kaffens kvalitet helt fra begyndelsen. Jeg er meget interesseret i at støtte op om en bæredygtig kaffebranche – særligt for kaffebønderne”, afslutter Kristian Lildholdt.

Bliv bedre til at smage rigtigt på kaffe. Få tips og tricks her.

Kristian Lildholdts anbefalinger

Gode råd til, hvordan man kan lære at smage rigtigt på kaffe
Ingen er født som den perfekte kaffesmager. Vi er alle udstyret med de samme slags næser og mundhuler. Men man kan træne sine smags- og lugtesanser og på den måde blive bedre til at skelne aromaer fra hinanden og stedfæste kaffens oprindelse. Træningen foregår ved hjælp af cupping – altså at ’slubre’ kaffe i små doser. Men det giver kun en effekt, hvis man sammenligner forskellige kaffer med hinanden. Den ene slags kaffe kan tage en i én retning, og ved den næste variant er man så i en helt anden retning. På den måde kan man sammenligne og blive bedre til at skelne kaffevarianterne fra hinanden. Det er megaspændende, så bare kom i gang”.

Kom godt fra start som hjemmebarista
Udstyret til en hjemmebarista kommer selvfølgelig an på budgettet, men man bør ikke starte for højt. Men en spot-on-udstyrssag til de fleste vil være en Aeropress. Den er simpel og alsidig, den er til at betale, og så rummer den store kaffeoplevelser. Har man en kaffemaskine, er det også altid en god ide at opgradere med en kværn. Er man ude for at købe sin første kværn, synes jeg at en Wilfa Svart er et godt sted at starte. Råvarerne er dog altid det vigtigste. Køb bønnerne hos et lokalt risteri eller hos din lokale kaffebar, og fortæl dem gerne, hvordan du foretrækker din kaffe. De både kan og vil hjælpe en i retning af en kaffe som passer til ens temperament”.

Kaffen som man bør smage
Elsker du kaffe, bør du unde sig selv at prøve Prolog-kaffen ’El Diamante’ fra Costa Rica. Den er så syret med sine aromaer – smagen er nærmest som at spise et stykke lækker kage med noter af kanel og jordbær. Det er sådan en funky oplevelse, at en kop kaffe kan få denne her slags ’stoflighed’ i sin smag”.
Læs mere om kaffens grand gru ’El Diamante’ her i et interview med Jonas fra Prolog Kaffe.

Kaffepersonligheder som man bør følge
Udlandet er værd at skæve til for at få ny kaffeinspiration, og her bør man følge James Hoffmann, som er forfatter til bogen ’The World Atlas of Coffee’. Han er en fantastisk formidler, fordi han både rammer nørderne og dem, der ikke kender til kaffe i forvejen. Hoffmanns videoer på YouTube er praktiske, lette at forstå og faktisk også sjove”.

Små detaljer som løfter kaffen fra din egen Moccamaster
Start med en god råvare og kværn din kaffe frisk derhjemme, lige før du brygger den. Er den for bitter eller kraftig, skal du kværne grovere. Er den syrlig eller tynd, skal du kværne finere. Det handler om at finde balancen. Luk for gennemløbet i filterholderen i cirka 30 sekunder, indtil al kaffen er gennemvædet, og rør godt rundt med en teske imens. På nogle modeller lukker du ved at vente med at sætte kanden på plads. Når vandtanken på maskinen er tom, kan du forsigtigt røre én omgang i overfladen”.

Følg Kristian Lildholdt her.

This Post Has 0 Comments

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Back To Top
Search