skip to Main Content

Slut med dårlig firmakaffe

Automatiseret kaffe. Får du lyst til kaffe, når du hører de ord? Umiddelbart lyder det kedeligt og uden ’uuuhm-følelse’. Smag Kaffen møder ejer og direktør Fritz Storm fra Coffee By Storm, som kombinerer erfaring, ekspertise og passion for den gode kaffesmag til professionelle kaffeløsninger, der er langt fra kedelige.

Tid til en pause på arbejdet. Ny energi, ja tak. Afsted til kaffemaskinen. Kaffen skænkes. Aaahhh … og smagen? Var den sådan so-so eller var den rigtigt god? Selvom du er på arbejde, behøver du ikke gå ned på god kaffesmag brygget på kaffe af høj kvalitet. Det var overordnet den vision, som Coffee by Storm blev grundlagt på i 2013, og som i dag betyder, at rigtigt mange kaffeglade medarbejdere får sig en smagfuld kaffe blot ved et klik på en maskine.

Kaffe har en enorm betydning for rigtigt mange mennesker i løbet af en arbejdsdag, men der er ofte ikke tid til at brygge den manuelt, og man skæver også til, hvad det koster. Men ønsket om en kop kaffe, der virkelig smager godt, er der stadig hos de fleste. Inden vi grundlagde Coffee by Storm tænkte vi ofte på, at det simpelthen måtte være muligt at finde et alternativ både til den virkeligt ringe supermarkedskaffe og den hammerdyre specialkaffe. Der måtte findes en mellemvej”.
Ordene her kommer fra Fritz Storm, som er ejer og direktør i Coffee By Storm. Sammen med sin partner Carsten Ohm Frederiksen fandt han netop mellemvejen, og i dag står de for at levere kaffeløsninger til en lang række virksomheder, der tæller fra små virksomheder med 5-10 medarbejdere og så op til store virksomheder med flere tusind medarbejdere i Danmark. Coffee By Storm sælger også kaffe til private via deres webshop, holder foredrag og afholder kurser – alt sammen i kaffens navn.

Skal smage som den dufter
Der bliver drukket rigtigt meget kaffe på alle arbejdspladser verden rundt. Den er med til at give en form for ’belønning’ i en tiltrængt pause, og koffeinen giver et lille energikick. Mange virksomheder har fået øjnene op for, at de gennem kaffen kan være med til at give deres medarbejderne en slags gode, og at en virkelig god kaffesmags-oplevelse giver mere arbejdsglæde. Men kvaliteten af kaffe svinger stadig på mange arbejdspladser. Fritz Storm forklarer:
Flere og flere har i dag fået et forhold til kaffe, men mange ved ikke meget om emnet, og de bruger mange penge på kaffe, som de ikke forstår. De fleste mennesker kan dog godt dufte og smage forskel på forskellig slags kaffe. Vi har fået succes med at levere kaffeløsninger med kvalitetskaffe, der er til at betale, og vi får kun positiv feedback tilbage. Banalt sagt, så gælder det om at få kaffen til smage lige så godt, som den dufter. Men det kræver kendskab til kaffebønner og solide maskiner, som kan få kaffens bedste sider frem. Vi løser denne udfordring for virksomhederne og tager processen hele vejen fra valg af bønner og ristning til opsætning af maskiner og vedligehold af dem i det daglige”.

En stor forandring
Ambitionsniveauet hos Coffee by Storm er højt, og kærligheden til god kaffesmag er stor. Navnet Fritz Storm vækker måske genklang, hvis man har begået sig i kaffebranchen. Han er nemlig en af pionererne indenfor udbredelsen af ’kvalitetskaffe-bølgen’ og har stået bag udviklingen af god kaffe i Danmark. Fritz Storm har et imponerende CV, der både tæller at være World Barista Champion (WBC) i 2002, medlem af bestyrelsen i WBC og formand for Judges Certification Committee. Han har også undervist ved Universitá del Caffé i Trieste i Italien og er medstifter af The Barista Camp – en global træningsworkshop for verdens ledende baristaer, ristere og kaffedyrkere. I dag fungerer han – udover at være ejer og direktør af Coffee by Storm – også som international kafferådgiver og mentor.
Fritz Storm har beskæftiget sig med kaffe i over 25 år, og det har betydet, at han på tæt hold har fulgt udviklingen af kaffe som produkt. Han uddyber:
Der er sket kolossalt meget med kaffe som helhed – både vores vaner omkring kaffe, priserne og kravene til bæredygtighed. Men der er også sket noget med hele livsstilen omkring kaffe. Da jeg stillede op til verdensmesterskabet, vidste jeg ikke særlig meget om kaffe, og der var heller ikke megen viden at søge. Vi var bare en flok glade amatører, der begyndte at træne til kaffekonkurrencen. Der var kun 8 lande repræsenteret det første år (2000), men få år efter var der 28 lande, og nu er der omkring 60 lande, der konkurrerer indenfor flere forskellige bryggemetoder. Vi bryggede kaffen så godt vi kunne, og jeg lærte at have ydmyghed overfor dem, der vidste noget mere end mig. Igennem min karriere har jeg været vidne til at kaffelivet tilhørte et slags community med en særlig pioneer-ånd, og så til i dag hvor kaffelivet er ekstremt eksperimenterende, kaffen er blev lysere og lysere, og baristaerne nærmest er blevet rock stars”.

Titlen som verdensmester i 2002 banede vejen for Fritz Storm og skabte mulighed for, at han kunne besøge de kaffeproducerende lande, holde foredrag og lave shows, og han blev daglig leder for den legendariske Cafe Europa i hjertet af København. Undervejs blev han selvstændig og fungerede som konsulent, blev dommer i certificeringsprogrammer samt trænede baristaer til VM.

Mange klik – mange kopper kaffe
Coffee by Storm blev blandt andet grundlagt på baggrund af, at Fritz Storm sammen med sin partner Carsten Ohm Frederiksen ville bidrage til kaffebranchen med deres store viden og ekspertise om kaffe, og fordi de kunne se, at der i virksomheder var et behov for at give medarbejderne bedre kaffe til arbejdsdagen.
Kaffeløsningerne er helt konkret automatiske kaffemaskiner (Eversys), som medarbejderne selv betjener, og som er bygget til at brygge rigtigt mange kopper kaffe hver dag. Fritz Storm uddyber: ”Vi leverer udstyr, der er i stand til at give en ensartet høj kvalitet under hård belastning med minimal service og vedligeholdelse. Alle vores medarbejdere har en stor viden om kaffe, og vi prioriterer, at der er en tæt dialog mellem kunderne, sælgerne og teknikerne, så vores kunder oplever den samme ensartede forståelse fra vores side hver gang. Mange virksomheder ønsker at få sat flueben i at opfylde verdensmålene, så vi arbejder med at der er gennemsigtighed i alle led. Hos Coffee By Storm går vi derfor også op i, at der er ordentlige forhold for dem vi handler med”.

Alle kaffeblandinger er lavet ud fra Fritz Storms egne opskrifter, hvor bønnerne er nøje udvalgt og ensartede i størrelse. De er specialristet på et italiensk risteri med henblik på at udvikle og bibeholde alle smags- og aromastoffer i kaffebønnerne. ”At vi lige har valgt et risteri i Italien, skyldes de mængder som vi skal have ristet. De danske mikroristerier kan ikke håndtere den tonnage, som vi har behov for. Risteriet tilbyder desuden en stor knowhow, så vi altid er trygge, når vi åbner for leverancerne fra dem. Vores kaffe er helt generelt ristet en anelse mørkere end mikroristerierne, da vi oplever at det appellerer bredere, og giver en bedre balance i koppen, hvilket er vigtigt, når det er kaffe, der drikkes hver dag og af rigtigt mange”.

Fritz Storm anbefaler
Kom i gang med den gode kaffesmag derhjemme på et overkommeligt budget
Til daglig: Fokuser på at brygge filterkaffe. Kværn bønnerne selv. Køb et pour-over-sæt (Hario) og lav ’mormor-kaffe på en moderne måde’. Ved pour-over-brygning kan man nærmest smage kærligheden, der er lagt i hele processen, lige fra da kaffen blev høstet til den blev ristet og til sidst ender i koppen.
Espresso: Hvis man kan lide espresso, så må man aldrig købe en ’plastic-maskine’. Køb hellere en Bialetti Moka Express, som er en ottekantet espressokande, som sættes direkte på kogepladen. Den giver en ordentligt ekstraheret espresso.
Maskine: Ønsker man en større automatiseret kaffemaskine med kværn og mælkevarmer, bør man gå efter mærket Sage eller de klassiske italienske mærker og regne med at bruge omk. 8-10.000 kr. Det lyder dyrt, men maskinen holder mange år, og man kan udskifte dele, hvis den uheldigvis skulle gå i stykker. Husk at købe en ordentlig kværn, da det er grundlaget for en god ekstrahering af espressoen.

Læs mere om kaffeudstyr her.

Kaffeløsningen hos DI – ”Kaffen betyder alt”
Køkkenchef hos DI Jan Echberg-Bauerfeind har været frontløber for at få implementeret en kaffeløsning fra Coffee by Storm hos DI i København, og det har medført mange smil fra hans kolleger omkring kaffemaskinerne.

Hvad betyder kaffe for medarbejderne i DI?
”Kort og godt; kaffe betyder ALT. Det er en enormt vigtig ting for hvordan hele dagen inddeles. Man glæder sig til pauserne, hvor man skal have sig en kop kaffe, og den giver én et energispark”.

Hvorfor har I en kaffeløsning?
”DI står for høj kvalitet, så selvfølgelig skal vores medarbejdere også drikke kaffe, der smager godt og er af den bedste kaliber. Vi har en travl hverdag, så det er også vigtigt, at det er let for dem at få kaffen i koppen”.

Hvordan er medarbejdernes feedback på kaffeløsningen?
”Vi får rigtigt god respons, men kaffesmag deler selvfølgelig vandene, da smag er subjektiv. Smag skal trænes, og man kan skal øve smagsløgene. Har man førhen kun smagt såkaldt dårlig kaffe, kender man jo slet ikke smagen af den gode kvalitetskaffe. Vores kaffeløsning er forhåbentlig med til at vænne folk til den meget smagfulde kaffe”.

Kaffe på tankstationerne er også god – læs mere her.

This Post Has 0 Comments

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Back To Top
Search