Det der øjeblik, lige når en helt speciel slurk kaffe ikke kan beskrives med ord…
Kendiskaffe 2
Smag Kaffen har igen drukket kaffe med et par kendte personer for at høre om deres kaffefavoritter, vaner og mindeværdige oplevelser.
Skuespiller og komiker Brian Lykke planlægger at veje sin kaffe efter en snak med en barista på Noma.
Forfatter og journalist Paula Larrain Bjørn drømmer sig stadig hen til den dag i Italien, hvor en særlig kop kaffe smagte himmelsk.
YouTube-stjernen Rasmus Brohave elsker kaffe med mælk og glæder sig til at få tid til at nørde mere i det store kaffeunivers.
En kaffevægt skal på ønskelisten
Brian Lykke er skuespiller, komiker og tekstforfatter og fik sit store gennembrud med DR2’s satireprogram ’Krysters Kartel’. Han er også kendt fra TV 2’s sketchshow ’Live fra Bremen’ og ikke mindst med podcasten ’Undskyld, vi roder’, og så er han kendt af mange af de yngste TV-seere fra ’Onkel Reje’ på Ramasjang.
Hvorfor kan du godt lide kaffe?
”Kaffe er for mig allermest det at have vigtig stund på dagen med min kære hustru. Det er altid om morgenen, hvor vi drikker en kop kaffe sammen. Jeg er ikke helt den samme, hvis jeg ikke får denne stund sammen med hende. Kaffe har ikke altid haft den specielle plads for mig. Før i tiden tvang jeg lidt mig selv til at drikke kaffe. Man skal lige vænne sig smagen, for det er jo en meget tæt smag. Men det har for alvor ændret sig, for i dag sætter jeg meget pris på god kaffe, og det er nærmest blevet et slags ritual for mig – selve det at lave en kop kaffe. Jeg synes også, jeg tænker nogle gode tanker, når jeg får en kop i god ro og mag”.
Har du en særlig kaffevariant, som du godt kan lide?
”Min kafferejse har været lang. Jeg er gået fra at være meget glad for espresso, men nu er jeg rigtig glad for filterkaffe. Den havde måske førhen et dårligt ry, for det var ligesom noget man drak ude på landet. Men i dag ved jeg, at de åbenbart har styr på det ude på landet. For netop den kaffevariant giver kaffens ægte aroma, og derfor synes jeg heller ikke man skal pøse den til med mælk”.
Har du noget særlig kaffeudstyr i dit hjem?
”Jeg har en kværn og kværner selv mine bønner, og dem får jeg tilsendt fra Just Coffee synes jeg egentlig, at jeg har OK styr på det, og det har jeg så måske alligevel ikke helt, for jeg var engang heldig at være på Restaurant Noma, og her talte jeg om kaffe med deres barista for at få et par fif. Han startede med at spørge, ”Altså du vejer forhåbentlig bønnerne?”. Jeg svarede nej, og så rystede han bare på hovedet og gik sin vej … så ja, jeg skal vist i gang med at veje min kaffe, inden jeg brygger den”.
Har du et godt minde, der knytter sig til kaffe?
”Jeg drak engang en virkelig god espresso. Jeg var sammen med min ven og kollega Thomas Warberg på en fodboldtur i Italien, og vi var nået Firenze. Danske Spil havde sat alle sejl til med eget fly og billetter til tre kampe i tre lande på én weekend. På et tidspunkt under den sidste kamp i Firenze fik vi alligevel fodbold til langt op i halsen, så vi listede ud af stadion og fik os en espresso på et torv i bragende solskin. Den lille stund her med den kaffe og en god ven er et fantastisk minde”.
Kaffen giver et frikvarter
Paula Larrain Bjørn er journalist, redaktør, radiovært, tidligere TV-nyhedsvært og udgiver bøger – senest har hun skrevet bogen ’Midt i Livet’, hvor hun drøfter væsentlige eksistentielle spørgsmål med en række markante personligheder, der er omkring 50 år.
Hvad synes du kaffe ’kan’?
”Kaffens smag helt generelt er uovertruffen, og jeg elsker fornemmelsen af den første kop kaffe om morgenen. Jeg kan faktisk slet ikke komme i gang med dagen uden – også selvom jeg er frisk nok. Kaffen giver mig et lille frikvarter. Der er også en grund til, at den bruges socialt mellem venner og til trøst. Den kan noget nærmest magisk. Om det er varmen, smagen eller koffeinen ved jeg ikke. Nok en blanding”.
Har du en særlig kaffevariant, som du godt kan lide?
”Jeg kan godt lide mørkristet kaffe og helst italiensk, fx fra Lavazza D’oro eller Segafredo. Smagen er for mig som den skal være: yderst fyldig, blød og aromatisk”.
Hvilken bryggemetode anvender du derhjemme, og har du noget særligt udstyr?
”Vi har været igennem alle bryggemetoder hjemme hos os, men nu ligger vi fast på filterkaffe, fordi den simpelthen bare giver den bedste kaffesmag. Vi har kværn, som vi kun bruger, når vi ikke kan finde vores favoritkaffe i formalet stand. Om morgenen bruger jeg mælk i min kaffe, men hvis jeg faster, så er det uden mælk”.
Hvad er dit bedste kaffeminde?
”Den bedste kop kaffe, jeg har nydt, var i den norditalienske by Stresa ved Lago Maggiore på et familieejet hotel, som vi besøgte gennem flere år. Kaffen var en doppio machiatto. Jeg har lige siden jagtet præcis samme smagsoplevelse, som den kop kaffe havde, men det er nok i sidste ende det lokale vand og brygningstemperaturen, der gør forskellen – og så udsigten til en af Italiens smukkeste søer”.
Glæder sig til at kaffenørde
Rasmus Brohave Hansen er en ung dansk internetpersonlighed og tv-vært. Han er mest kendt for sin YouTube-kanal med rekordmange følgere, og i 2018 var han vært på Guldtuben.
Hvorfor kan du lide kaffe, og oplever du en særlig stemning, når du drikker kaffe?
”Jeg kan lide kaffe på grund af smagen, men jeg skal ikke drikke min kaffe helt sort. Jeg skal helst have lidt mælk i, så det får den her smag der minder om chokolade. Den oplevelse af en sådan kop forbinder jeg med hygge og tryghed. Jeg elsker også duften af kaffe. Jeg tror det måske kommer fra minder om dejlige weekendmorgener i mit barndomshjem i Svendborg, når mine forældre havde god tid til morgenmaden. Den kaffeduft var bare lig med megahygge. Jeg drikker ikke kaffe for at blive kvikket op, for det har aldrig virket på mig. Kaffen drikker jeg for at nyde den”.
Hvilken bryggemetode anvender du derhjemme?
”Jeg har espressomaskine med en steamer, der sidder i maskinen. Jeg har ikke den store forstand på bønner, men kan godt lide de varianter, der som sagt har en slags varm chokoladeagtig smag. Jeg bruger ikke vægt eller noget særligt kaffeudstyr, men jeg tror, at jeg på et tidspunkt i mit liv vil kaste mig over kaffenørderiet, da jeg kan begynde at mærke, at jeg sætter mere og mere pris på at lave mig en god kop kaffe. Så ja, det kunne godt ligne mig at dykke ned i detaljerne omkring alt det fascinerende, der er ved kaffens mange nuancer og muligheder”.
Har du en særlig kaffevariant, som du godt kan lide?
”Når jeg er ude, bestiller jeg altid en cappucino, i den kan jeg rigtigt få den cacaosmag, som jeg elsker, og så kombinere den med kaffesmagen”.
Hvordan er dine kaffevaner i løbet af en dag?
”Jeg starter altid dagen med en kop kaffe fra min egen maskine, og jeg tager mig god tid ved maskinen og nyder den lille pause her, inden det hele går løs. Hen over dagen lægger jeg ikke så meget mærke til, hvilken kaffe der er i koppen – og der kan godt være mange kopper. Kaffen fungerer så mest som en drik der slukker tørsten, mens jeg har travlt med at filme og arbejde”.
Har du et godt minde, der knytter sig til en kaffe-oplevelse?
”Engang da jeg rejste på Bali, besøgte vi et kafferisteri, hvor de serverede den kaffe, som ja … crazy nok er brygget på afføring. Tanken om det var ikke så rar, men kaffen smagte virkelig godt – den kop kaffe glemmer jeg aldrig”.
(Red: kaffen hedder Kopi Luwak og den er kendetegnet ved, at bønnerne har passeret igennem fordøjelsessystemet på en såkaldt toddykat. Bønnerne opsamles fra dyrets afføring, inden de viderebearbejdes) – læs mere om Kopi Luwak her.
This Post Has 0 Comments