Det der øjeblik, lige når en helt speciel slurk kaffe ikke kan beskrives med ord…
ICO sørger godt for kaffen
Siden 1963 har den internationale organisation ICO blandt andet arbejdet for at forbedre mange forhold omkring kaffeproduktion og kaffebønders levevilkår.
ICO, The International Coffee Organisation, er en mellemstatslig organisation, der gennem internationalt samarbejde arbejder for at tackle og løse de udfordringer, som verdens kaffeindustri står over for. Organisationen blev oprettet i London i 1963 på grund af kaffens stigende betydning for verdensøkonomien.
I 2017 består ICO’s medlemmer af 77 lande og repræsenterer dermed 98% af verdens kaffeproduktion og 83% af verdensforbruget.
ICO finansieres af medlemslandene, der betaler et bidrag baseret på deres gennemsnitlige kaffeeksport eller -import. I 2017 er bestyrelsesformanden Iván Romero-Martinez i front for ICO.
En bred mission
ICO’s mission er blandt andet at styrke den globale kaffebranche og forbedre alle vilkår i kaffeindustrien. Organisationen yder bidrag til udviklingen af en bæredygtig kaffeindustri og til at mindske fattigdommen i udviklingslande. Derudover sørger organisationen for at fremme kvaliteten af kaffe, for at samle statistikker indenfor import og eksport og for at lave prisindekser. Ydermere står ICO for at fremme uddannelses- og informationsprogrammer, der forbedrer al slags teknologi indenfor kaffeproduktion. Organisationen afholder hvert år en stor konference, World Coffee Conference (WCC), hvor man belyser og diskuterer globale og lokale problemer indenfor kaffeindustrien. Siden 2015 har ICO desuden sørget for at hele verden 1. oktober fejrer ”Kaffens Dag” under sloganet ”For the love of coffee”. Denne dag markeres blandt andet med kaffesmagninger, tilbud og præsentationer af nye produktionstiltag.
Læs om forholdene for kaffebønderne her.
Konkrete tiltag
I 2015/16 havde ICO blandt andet fokus på følgende konkrete projekter:
- At forbedre levevilkår for kaffebønder ramt og fordrevet af krig i Den Demokratiske Republik Congo.
- At forbedre levestandarden for bønder i Etiopien og Rwanda ved at fremme produktionen af kaffe af høj kvalitet. Den høje kvalitet af kaffe vil efterfølgende påvirke markedsprisen og dermed medføre en forbedret husstandsindkomst.
- At fremme en bæredygtig kaffeindustri i Burundi ved at forbedre kaffebønders færdigheder. Dermed øges produktiviteten, og det kan skabe overskud, så levestandarden forbedres.
- At genoplive kaffeproduktionen i Zimbabwe ved hjælp af en bæredygtig forøgelse af produktivitet, kvalitet og rentabilitet.
- At forbedre kvindelige kaffebønders indkomst i Cameroon ved hjælp af øget produktivitet.
Læs om de førende kaffelande her.
Læs ICO’s seneste årsrapport for 2015/16
Se de nyeste tal for import, eksport, produktion og forbrug.
This Post Has 0 Comments