skip to Main Content

En varm vane

”Skal vi lige mødes til en kaffe?”
”Jeg kan ikke komme ud af sengen før jeg får min kaffe”
”Jeg skal lige have en kop kaffe inden mødet starter”

Har du hørt dig selv sige dette højt? Sikkert, for kaffe er i dag en fast del af de flestes dagligdag og vaner. Vi belønner os selv med en kop kaffe, bruger den som en kickstarter og bruger den som anledning til at mødes. Men hvorfor egentlig? Den er jo både bitter og dyr.

Kaffen er som produkt oprindelig en ”eksotisk drik” og stammer fra varmere himmelstrøg end de danske. Men selv om kaffen har sine rødder langt nede i Afrika, er den i dag blevet meget dansk. Danskerne er i dag på 4.pladsen over, hvem der drikker mest kaffe i verden og vi har faktisk taget den sorte drik så meget til os, at man næsten skulle tro, at den dyrkes her i Danmark ved siden af B&O højttalere, musselmalede tallerkner og ECCO sko.

Hvor kaffen engang primært var noget man drak, bruges kaffen nu også i dag i chokoladen, kødretter og soft-drinken. Og i bybilledet i dag er mange af de lukrative hjørner, som tidligere var bankernes, nu beboet af kaffebarer. Her vil det moderne mennesker gerne hænge ud, mens de drikker kaffe.

Et skud luksus

At drikke en kop kaffe er for nogle det samme som at spise en pose slik og dermed en form for belønning eller en adspredelse. En kop kaffe er også en mulighed for at socialisere, møde venner og en måde at signalere, at man er ”cool”.

Sociolog og fremtidsforsker Birthe Lindal, som lever af at analysere og perspektivere menneskelig adfærd og det moderne liv forklarer;

“Nøjagtig som med mad er kaffen blevet cool og dermed et studie værdigt i sig selv. Stadig flere kaffe-af ficionados er så passionerede omkring kaffens oprindelse, bønnen, ristningen og vandets hårdhed, at man næsten må trække på smilebåndet af denne eufori. Men al ære og respekt for dem, der vælger kvalitet. Hvem siger også nej tak, til en kop kaffe hos en rigtig kaffe-afficionado?”

Har man smag for god kaffe, kan det for mange hurtigt blive en daglig nødvendighed, at slå et smut forbi en kaffebar og få dagens ”luksus-skud”. Men god kaffe koster penge og kan blive en større udgift på kontoen. Derfor har mange også ”opgraderet” deres kaffevaner på hjemmefronten.

“Det er de færreste, der sådan kan rende i byen i tide og utide og drikke kaffe. Hverdagslivet skal jo passes. Derfor er den moderne kaffe-kultur også taget ind i de danske hjem, hvor det meste kaffe jo stadig drikkes. Men hvor kaffen engang helst skulle være den samme som naboen drak, samt så billig som mulig, kommer der nu også eksklusiv bryg og dyre ristninger i indkøbskurven hos hr. og fru Danmark”, siger Birthe Lindal.

Nye differentierede vaner

Drikker du enten din kaffe på en hyggelige kaffebar lige nede på hjørnet eller ved spisebordet derhjemme, så er en kop kaffe i dag ikke bare en kop kaffe. Vi har meget forskellige kaffepræferencer; nogle vil have café Latte andre ønsker americano, macchiato eller espresso – det er ikke let for tjeneren på restauranten… Men grunden til at tjeneren får travl er at vi mennesker på et dyere sociologisk plan er vant til at få tilfredsstillet individuelle krav og præferencer. Det faktum gør det svært at mødes omkring én fælles kaffetype.

Birthe Lindal forklarer:

“Rundt regnet halvdelen af befolkningen foretrækker en anden kop kaffe end den, der serveres. I dag grupperer folk sig mere eller mindre bevidst i forskellige segmenter og livsstilsgrupper. Vi foretrækker omgang med folk som os selv. Og hvor vi tidligere lignede vores landsmænd og havde fælles præferencer, har de mest ”moderne” danskere ofte mere fælles præferencer med folk i Paris eller New York, end med deres mere traditionelle danske fætter.”

I følge Birthe Lindal hænger valget af vores kaffetyper sammen med ens kulturelle habitus (uddannelse), men af også alder, økonomi og geografi.

“Jo ældre man er, jo mere traditionel er man. Jo højere uddannelsesniveau, jo mere avanceret og eksperimenterende er man”, siger Birthe Lindal.

Smagen er bitter men pyt

Sommelier Thilde Maarbjerg, der til daglig beskæftiger sig med gourmetprodukter som Chefsommelier hos Løgismose mener, at kaffe er blevet en stor del danskernes daglige vaner, fordi produktet er lettilgængeligt og det er endda på trods af at smagen er bitter.

Hun forklarer;

“Jeg tror kaffen er populær, fordi produktet er lettilgængeligt. Kaffe er i dag en kulturel ting, som vibliver tilbudt hele tiden. Og når hvis folk påvirkes nok, så skal de nok overgive sig på et tidspunkt. Men selve smagen af kaffe er jo faktisk i sin grundsmag ret bitter. Det er jo også derfor mange børn ikke drikker kaffe. Men vi voksne har taget drikken til os og kan næsten ikke leve uden. Jeg tror det er en form for komfortting, som giver os tryghed og et form for holdepunkt midt i vores travle hverdag”.

…Det var mange teoretiske ord – skal vi ikke bare tage en kaffe?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Back To Top
Search